Vi forklarer, hvad meningen er, hvilke typer der findes, og hvad er kendetegnene ved de forskellige discipliner, der studerer det.
Hvad er meningen?
Betydning forstås som betydningen af ord og/eller sætningerne i idiom, det vil sige den specifikke referent eller det sæt af referenter, som et udtryk hentyder til. Det er en følelse, der til en vis grad deles af sender Y modtager, uden hvilken de ikke ville være i stand til at forstå hinanden, men som eksisterer midt i en række nuancer, implikationer og fortolkninger, der afhænger af div. sammenhænge.
Så strengt taget er der ikke rigtig en mening, men et sæt mulige betydninger. Således kan vi identificere to typer betydninger:
- Denotativ betydning: Det er den objektive betydning af et udtryk, en som har tendens til at være universel blandt talere af samme sprog. Det er den, der optræder i alle ordbøger.
- Konnotativ betydning: De er sanserne subjektiv af samme term, som varierer alt efter gruppen, individet eller kulturen, er kendt som.
Begge eksisterer på samme tid i Sprog: Ordet "nat" betegner perioden med fravær af solen på himlen, men samtidig betyder det i den vestlige fantasi slutningen af tingene, selve fraværet, hemmeligheden, det skjulte og til en vis grad faren .
Der er mange måder at tænke og forstå, hvad mening er. Holdningen af lingvistik traditionel forstår det som en koncept eller en abstraktion, som vi danner fra virkelige ting, og som vi mentalt tilskriver en signifier: et mentalt "spor" af ordet, som vi kan udtrykke denne betydning med.
Således ville det signifikante og betegnede par findes i sprogets funktion, og det er det, der tillader os dets komplekse betydningsforhold: det, vi kalder synonymfor eksempel er det ikke andet end den samme betydning, som deles af to forskellige betegnere.
Der har dog været megen debat om betydningens natur. Der er dem, der foretrækker at tænke på det som en fortolkning, vi laver af sproglige tegn, mens andre tilskriver det den brug, vi gør af dem, det vil sige, at nogle positioner antager, at ord "har" en betydning, og andre at ord Vi "give" dem mening, når vi bruger dem.
Den videnskab, der studerer mening, er kendt som semantik, og det gælder både lingvistik, logik og andre kognitive videnskaber.
Sproglig semantik
Sproglig semantik er den disciplin, der studerer mening inden for rammerne af sproget selv, det vil sige hvad der er relateret til Sprogligt tegn. Den søger at forstå funktionen af leksikalske strukturer og deres forhold til referenter, såvel som de komplekse mentale mekanismer, der tillader flere betydninger (eller nuancer) at blive tilskrevet ord. Han er også interesseret i betydningsændringen gennem hele historie (historisk semantik).
Imidlertid er sproglig semantik ikke i stand til at dække alle betydningsspørgsmål, men kun dem, der er passende for det sproglige tegn. Resten af nuancerne er ansvaret for syntaks (rækkefølgen af bøn) og pragmatik (den kontekst, hvori det verbale sprog bruges).
Formel semantik
Da semantikken først dukkede op inden for rammerne af sproglig undersøgelse, blev den replikeret i andre undersøgelsesområder, som f.eks. formelle sprog (det vil sige ikke-verbal). Sidstnævnte er de menneskelige sprog, hvis udtryk ikke har en referentiel betydning, men snarere får deres betydning inden for rammerne af deres egne udtryk.
Et eksempel er matematik: "To" refererer ikke til en konkret reference til virkeligheden, men til en type relation og formel abstraktion, som vi gør af den. Det samme sker med multiplikation: den har ikke en konkret reference, men er en idé, der opererer i de matematiske abstraktioners verden.
Formel semantik er således studiet af fortolkning i formelle sprog, hvor logiske konsekvensforhold er fundamentale, da betydningen af symbolerne på et formelt sprog er vilkårlig, det vil sige, at den frivilligt tildeles under brugen. , og normalt ikke refererer til sansbar virkelighed, men til abstrakte forhold mellem ideer.
Semiotik eller semiologi
Med disse to udtryk kendes det i flæng den disciplin, der studerer systemerne i meddelelse indenfor samfund mennesker, altså processen med semiose (eller betydning).
Det består grundlæggende i at studere tegnene i civilisationen, forstået som kimen til både sprog og tanke. Således overskrider denne disciplin blot studiet af mening og skaber kommunikative forbindelser mellem lingvistik, neurovidenskab, antropologi, etc.
I praktisk forstand er der ingen forskel på at bruge udtrykket "semiotik" eller "semiologi", blot foretrækker nogle akademier det ene og andre det andet.
Der er dog divergenser i teoretisk tilgang mellem den ene og den anden: semiotik har en tendens til at være mere relateret til funktionalisme, i det mindste i den amerikanske akademiske verden; mens semiologien tenderer mere mod strukturalisme, i hvert fald i de europæiske og latinamerikanske akademier.
Pragmatik
Pragmatik er, sammen med semantik, den disciplin, der beskæftiger sig med mening i verbalt sprog. I den forstand er begge grene af lingvistik, men i modsætning til semantik er pragmatikken særlig opmærksom på elementerne non-verbal, ikke-sproglig, involveret i kommunikation.
Med andre ord er pragmatik videnskaben om sammenhæng i verbal kommunikation. I den pragmatiske analyse tages der således hensyn til faktorer som gestus, proxemics, individuelle sproglige kapaciteter etc..