Vi forklarer, hvad sprogets appellative funktion er, dets anvendelse og forskellige eksempler. Dertil kommer sprogets øvrige funktioner.
Hvad er sprogets appellative funktion?
Appelfunktionen er en af de seks funktioner (eller brugsmuligheder) af Sprog identificeret af den russiske lingvist og fonolog Roman Jakobson (1896-1982) i sin informationsteori fra 1958. Sprogfunktioner de kommer ud af det traditionelle kommunikationsfaktorer (afsender, modtager, besked, kode Y kanal), og udvidede den tyske sprogforsker Karl Bühlers (1879-1963) tidligere værker.
Appelfunktionen eller den konative funktion er en, der stræber efter at påvirke modtagerens adfærd, idet den tager den som den kommunikative faktor af størst interesse i deres handlinger. Det vil sige, at den fokuserer på modtageren, fordi den ønsker at sende en ordre, et forslag, en advarsel eller en anmodning af en eller anden art, og forventer et svar fra modtageren, en adfærd eller en form for retur fra modtageren.
Af denne grund udtrykkes appelfunktionen generelt gennem bønner formanende eller tvingende, selvom det perfekt kan gøre det gennem mere subtile og diskrete forhør eller formuleringer. Det vil sige, at den fungerer både i et "Hold din mund!" som i et "Kan du lade mig fortælle dig noget først?" eller "Jeg ville hellere have, at du ikke afbrød mig."
Eksempler på appelfunktion
Det er tilfælde af appellativ brug af sproget:
- Når vi beder om en genstand: "giv mig saltet, tak" eller "vil du give mig dit nummer?"
- Når vi giver specifikke instruktioner: "Tryk ikke på den knap!" eller "Gå og køb frokost til alle."
- Når vi venligt beder om noget: "Kan du følge mig til lægen?" eller "Jeg ville ønske, du ville barbere dig oftere."
- Når vi advarer: "Pas på den cykel!" eller "Løb!"
Andre sprogfunktioner
Ud over den appellative funktion er der ifølge Roman Jakobson følgende sprogfunktioner:
- Referencefunktion, den, der tillader sproget at hentyde til objekter af virkelighed, beskrive situationer og udtrykke objektivt, konkret, verificerbart indhold af verden. Den fokuserer på budskabet og den kommunikative situation.
- Følelsesmæssig funktion, det, der tillader taleren at kommunikere en subjektiv virkelighed, af en følelsesmæssig eller indre type, såsom en følelse, en opfattelse, etc. For at gøre dette fokuserer den naturligvis på udstederen selv.
- Fatisk funktion, som gør det muligt for de involverede i den kommunikative handling at verificere, at kommunikationskanalen er åben, tilgængelig og levedygtig til at igangsætte udvekslingen af Information. Det er det første, vi gør, når vi fx besvarer en telefon. Derfor fokuseres der på kommunikationskanalen.
- Metalsproglig funktion, den, der tillader sproget at forklare sig selv, det vil sige finde ækvivalenter fra et sprog til et andet, eller præcisere termer, som modtageren ikke kender, eller endda konvertere elementer fra et sprog til et andet. Den fokuserer på kommunikationskoden.
- Poetisk funktion, en der sætter sproget i stand til at generere æstetiske effekter, det vil sige at henlede opmærksomheden på sin egen form og på måden budskabet siges på, frem for selve budskabet. I den forstand fokuserer det på både koden og budskabet, og det mest almindelige eksempel på dette findes i litterære tekster.