Vi forklarer, hvad sprogets følelsesmæssige funktion er, hvordan det kommer til udtryk og forskellige eksempler. Derudover andre funktioner i sproget.
Hvad er sprogets følelsesmæssige funktion?
Den følelsesmæssige funktion er en af de seks Sprogfunktioner (det vil sige brugsmuligheder) identificeret af den russiske lingvist og fonolog Roman Jakobson (1896-1982) i hans informationsteori fra 1958. Disse funktioner er relateret til kommunikationsfaktorer (det vil sige: afsender, modtager, besked, kode og kanal), og de antager en mere kompleks udvikling af den tyske sprogforsker Karl Bühlers (1879-1963) værker.
Også kaldet ekspressiv funktion eller symptomatisk funktion, sprogets følelsesmæssige funktion er en funktion, der, centreret om afsenderen af beskeden, tillader kommunikationen af deres indre realiteter, det vil sige deres følelser, ønsker eller sindstilstande. Dette gøres normalt i udråbssætninger i første person, selvom det også kan tage form af retoriske spørgsmål eller sarkastiske udsagn.
Den ekspressive sprogbrug har dog også en form for referentialitet.Faktisk udtryk som "Sikke et smukt barn!" have fat i en rigtig referent, eller beskæftige sig med virkelige og konkrete begivenheder, men i dem dominerer ekspressiv hensigt, det vil sige ønsket om at afsløre udstederens indre, frem for at beskrive en virkelighed ydre og objektiv.
Eksempler på følelsesmæssig funktion
Nogle eksempler på ekspressiv brug af sproget er følgende:
- Udtryk, der refererer til fysiske fornemmelser: "Åh, det gør ondt!", "Åh, hvor føles det godt!" eller "Mit hoved kommer til at briste!"
- Forbandelser eller beklager: "Lad et lyn slå ned i mig!", "Hvorfor sker disse ting mig?" Åh, det kan ikke være!".
- Glædeudråb: "Hvilken lykke!", "Jeg kan ikke tro det!"
- Ønskeudtryk: "Jeg ville ønske", "Hvad mere vil jeg have".
Andre sprogfunktioner
Ud over den følelsesmæssige funktion identificerer Roman Jakobson følgende sprogfunktioner:
- Referencefunktion, en der tillader sproget at hentyde til virkelighedens objekter, beskrive situationer og udtrykke objektivt, konkret, verificerbart indhold i verden. Den fokuserer på budskabet og den kommunikative situation.
- Appelfunktion, en, der giver taleren mulighed for at påvirke modtageren på en bestemt måde, at anmode ham om en form for handling eller adfærd, eller i det mindste en form for reaktion. Logisk set fokuserer den på modtageren.
- Fatisk funktion, en der gør det muligt for de involverede i den kommunikative handling at verificere, at kommunikationskanalen er åben, tilgængelig og levedygtig for at igangsætte udvekslingen af information. Det er det første, vi gør, når vi fx besvarer en telefon. Derfor fokuseres der på kommunikationskanalen.
- Metalsproglig funktion, den, der tillader sproget at forklare sig selv, det vil sige finde ækvivalenter fra et sprog til et andet, eller præcisere termer, som modtageren ikke kender, eller endda konvertere elementer fra et sprog til et andet. Den fokuserer på kommunikationskoden.
- Poetisk funktion, en der sætter sproget i stand til at generere æstetiske effekter, det vil sige at henlede opmærksomheden på sin egen form og på måden budskabet siges på, frem for selve budskabet. I den forstand fokuserer det på både koden og budskabet, og det mest almindelige eksempel på dette findes i litterære tekster.