• Hvad er slaveproduktionsmåden?
• Karakteristika for slavemodellen
• Fremkomsten af ​​slavemodellen
• Sociale klasser af slaveri
• Forsvinden af ​​slavemodellen
• Andre produktionsformer

Vi forklarer, hvad slaveproduktionsmåden er, dens oprindelse, sociale klasser og karakteristika. Hertil kommer andre produktionsformer.

I slaveproduktionsmåden er den største arbejdsstyrke slaverne.

Hvad er slaveproduktionsmåden?

Efter tanke marxistisk, slaveproduktionsmåden var en af ​​de førkapitalistiske samfunds politisk-sociale organiseringsmetoder. I dem blev produktionen for det meste udført af personer, der blev strippet for Rettigheder borgere og reduceret til obligatorisk trældom, kaldet slaver.

Denne produktionsmodel blev meget brugt i de klassiske civilisationer i Grækenland og Rom, og var delvis ansvarlig for både deres opblomstring og deres indtræden i krise. Ikke at forveksle med slaveri, der som socialt fænomen eksisterede i umindelige tider og fortsatte med at eksistere formelt indtil det nittende århundrede.

Slaveproduktionsmåden er en social organisation, hvor slaverne udgør hovedparten arbejdsstyrke og produktion. Men slaverne modtager ikke noget vederlag for deres indsats, ud over husly og mad.

I den forstand er det en præ-industriel typemodel, hvor slaven ikke engang modtager en løn for deres arbejde, men samtidig skal deres minimumsbehov dækkes af skibsføreren.

Karakteristika for slavemodellen

Slavemodellen opretholdes på grundlag af den massive eksistens af slavegjorte mennesker, tvunget til at arbejde, og som absolut intet får betalt for det udførte arbejde.

Det betyder, at de kun modtager mad og bolig, for at garantere deres underhold, fra herren eller slaveholderen. På den anden side vedrører bekymringen med hensyn til den producerede mængde ikke slaverne (som ikke bekymrer sig om en god og en dårlig høst), men mesteren.

I slavemodellen var slaver figurer, der overvejedes af lov og formelt reduceret til nærmest objekter, uden individuelle eller kollektive borgerrettigheder, uden tilsyn med evt institution. Deres børn kunne også være født som slaver og tilhøre den samme herre, eller i nogle tilfælde kunne de være frie eller placeret i en mellemkategori.

Slaver var en del af arv af skibsføreren og enhver skade på dem kunne kræve erstatning i varer el tjenester. Faktisk i klassiske slaveejende samfund som f.eks græsk, var det muligt at nå slaveri for manglende betaling af gæld, for begåede forbrydelser eller for militært nederlag. Der var endda slaver af Tilstand, dedikeret til funktionen som offentlig service.

Fremkomsten af ​​slavemodellen

Slaveproduktionsmåden blev født i det antikke Grækenland og fortsatte med romerne.

Slaveproduktionsmåden opstod længe efter slaveriets opfindelse. Det antikke græske samfund er krediteret for at opbygge en produktiv model, hvor slaveri var landbrugets næring.

Det var dog ikke den eksklusive arbejdskraft: Der var også frie bønder og håndværkere, der boede sammen med slaverne. Betingelsen for underkastelse af sidstnævnte var politisk og arbejdsmæssig, men det forhindrede dem ikke i at føre et mere eller mindre selvstændigt liv, og danne et familie og har en bolig.

Det er uvist, hvor mange slaver der var i det antikke Grækenland, men det antages, at forholdet mellem slaver og borgere gratis ville være omkring 3/2. De blev anvendt til landbrug, håndværk, industri og opdragelsen af ​​mesterens børn (i tilfælde af slaver). Slaver kan også tages som seksuelle partnere eller i hjemmet, dog i en meget mindre andel.

På sin side Romerriget, der erobrede Grækenland i 146 f.Kr. C. så sin landbrugskapacitet formindsket på grund af sine omfattende militære kampagner, og det lykkedes kun at opretholde sit civile liv takket være slaveklassens arbejde.

Det skønnes, at i år 43 a. C. antallet af slaver, der blev underkastet af Rom, var på tre millioner, fem gange mere end 225 a. Hver militær sejr opfostrede nye slaver for at holde systemet kørende.

Sociale klasser af slaveri

Begge sociale klasser der er interessante at skelne i enhver slavemodel er to:

• Frie mænd. De kunne have territorium, varer, borgerrettigheder og arve til sine efterkommere hans arv, hvori der endda kunne være en del slaver.
• Slaverne. De var borgere af den sidste kategori, blottet for rettigheder og adgang til ejendom, for ikke at nævne borgerlige rettigheder eller borgerdeltagelse. De var lidt mere end ting, og det ville de fortsætte med at være, afhængigt af sagen, i en menneskealder, indtil de havde fuldført et antal års slavearbejde, eller indtil de kunne betale mesteren det beløb, hans hoved var værd, ved køb af Frihed. Så kunne herren give slaven et befriende dokument.

Forsvinden af ​​slavemodellen

Slavemodellen kom i krise i Romerriget, da den romersk pax forhindret nye militære erobringer, der fodrede nye slaver til samfund i ekspansion.

På den anden side ændrede populariseringen af ​​kristendommen radikalt de romerske borgeres ideologiske og spirituelle sans. Derudover svækkede den voldsomme økonomiske krise sondringen mellem frie borgere og slaver, hvilket fik denne adskillelse til at miste sin betydning lidt efter lidt.

Men slaveriet blev ikke afskaffet på det tidspunkt (der skulle gå næsten 1500 år mere), men holdt op med at være motoren i produktionen, for at videregive vidnet til den feudale model, der herskede i Europa hele vejen igennem Middelalderen.

Startende med de barbariske invasioner af Romerriget i det 5. århundrede, blev den feudale revolution udløst, der afsluttede slavemodellen og forvandlede slaver til livegne, som dyrkede store jordejeres land eller Feudalherrer.

Andre produktionsformer

Ud over slavehandelen anerkender den marxistiske doktrin følgende produktionsmåder:

• Asiatisk produktionstilstand. Kaldes også hydraulisk despotisme, da det består af kontrol af samfundets organisation gennem en enkelt ressource, som alle har brug for: Vand, i tilfælde af Ægypten og Babylon i oldtiden, eller for kunstvandingskanalerne i USSR og Kina. De loyale modtager således vand til at så deres marker, mens de illoyales marker tørrer ud.
• Kapitalistisk produktionsmåde. Modellen af borgerskab, pålagt efter faldet af feudalisme og aristokratiet, hvor ejerne af de kapital kontrollere produktionsmidlerne, og arbejderklassen tilbyder dem sin arbejdskraft at være udnyttet, til gengæld for en løn, som de kan forbruge de varer og tjenester, de har brug for.
• Socialistisk produktionsmåde. Foreslået som et alternativ til kapitalismen af ​​Marx, giver den kontrol over produktionsmidler til arbejderklasse eller arbejder, for at forhindre dem i at blive udnyttet af bourgeoisiet. Staten påtager sig således afskaffelsen af Privat ejendom og af kapital til at sætte kollektive interesser før individuelle, som et skridt mod et klasseløst samfund, men med en så rigelig produktion, at varer fordeles efter behov og ikke efter fortjeneste.