plasmaferese

I plasmaferese er en terapeutisk metode til fjernelse af uønskede proteiner, immunoglobuliner eller antistoffer fra humant blodplasma. Denne filtreringsproces, der finder sted uden for kroppen, kan med fordel påvirke forløbet af forskellige sygdomme eller endda kurere dem.

Hvad er plasmaferese?

Udtrykket pheresis kommer fra det græske og betyder at fjerne en del af helheden. Under plasmaudvekslingen, der altid bruges til terapi, kasseres den adskilte del af plasmaet og erstattes af en anden volumenvæske, afhængigt af indikationen.

De fleste tilfælde er fysiologisk saltvand eller Ringers opløsning. Proceduren benævnes også terapeutisk plasmaudveksling, skønt ikke hele blodplasmaet udskiftes, men kun uønskede, for det meste proteinholdige komponenter, filtreres ud.

Selvom plasmaseparationen også kan udløse negative bivirkninger, accepteres disse generelt, da fordelen for den enkelte patient er meget større. I engelsk brug er plasmaferese også kendt som plasmaudveksling, PE. Det er en etableret medicinsk procedure, der er underlagt høje videnskabelige standarder, og som er blevet yderligere optimeret og forbedret i de senere år for at kunne gøre ret til de forskellige indikationer så præcist som muligt. Den velprøvede terapimetode kan udføres med succes under polikliniske, semi-polikliniske eller også patienter.

Funktion, effekt & mål

Den terapeutiske plasmaudveksling tjener først og fremmest til at fjerne uønskede komponenter i de flydende komponenter i det strømmende blod. De cellulære komponenter i blodet, dvs. alle blodlegemer, såsom erythrocytter, leukocytter eller blodplader, ændres ikke under plasmaferese.

Det handler om en terapeutisk indflydelse på blodplasmas sammensætning. Når det kommer til effektiv fjernelse af uønskede antistoffer som proteiner med høj molekylvægt, er plasma-separering især nyttig i neurologi eller nefrologi. Hvis proceduren bruges specifikt til lipidmetabolismeforstyrrelser, taler læger også om lipidaferesese. Filtreringsprocessen kan derefter justeres, så at kun uønskede mikroskopiske fedtceller, lipider fjernes fra blodplasmaet.

Plasmaudvekslingen er derfor en selektiv proces, hvor kun de uønskede plasmakomponenter skal fjernes. Naturligvis er dette ikke altid muligt under alle omstændigheder, fordi det også kan føre til fjernelse af komponenter i plasmaet, som ikke rent faktisk bør fjernes. Netop på grund af dette kan visse risici og farer for patienten ligge. I lighed med hæmodialyse er plasmaferese også en såkaldt afgiftningsproces. Kroppen bør derfor frigøres eller afgiftes af de stoffer, der ellers ville akkumuleres i plasmaet, det vil sige, ophobes.

Hvor ofte og på hvilke tidsintervaller en terapeutisk plasmaseparation skal udføres er strengt afhængig af den respektive indikation og det kliniske billede. I henhold til medicinske og videnskabelige kriterier er der visse, formodede og tvivlsomme behandlingsindikationer til udførelse af proceduren. Det, der er sikkert, er, at plasmaferese ved såkaldt hemolytisk uremisk syndrom og trombotisk thrombocytopenisk purpura er meget nyttigt for patienten til at genvinde eller opretholde sin livskvalitet.

Mistænkte indikationer, der berettiger implementeringen af ​​en terapeutisk plasmaudveksling, er visse nyresygdomme, såkaldte glomerulopatier og systemisk lupus erythematosus. Begge kroniske sygdomme er såkaldte autoimmune sygdomme, og der dannes ukontrollerede antistoffer mod kroppens egne vævsstrukturer. Ved hjælp af plasmaferese kan disse vævskadelige antistoffer midlertidigt fjernes fra patientens. Tvivlsomme indikationer er pemphigus vulgaris, en hudsygdom, der er forbundet med dannelsen af ​​skadelige autoantistoffer og multippel sklerose.

En terapeutisk plasmaudveksling ved multipel sklerose kan være værd for patienten, især i tilfælde af en akut episode med sygdomsværdi og forværring af prognosen. Dog er det på ingen måde alle patienter, der lider af denne kroniske inflammatoriske sygdom i centralnervesystemet, der drager fordel af det.

Du kan finde din medicin her

Risici, bivirkninger og farer

Såkaldte celleseparatorer kræves for at udføre den terapeutiske adskillelse af blodkomponenter. Denne proces finder sted uden for kroppen i specielt udviklede maskiner. Moderne celleudskillere har alle computerstyrede ventiler og rullepumper.

En absolut steril arbejdsmetode er vigtig, for i alle blodudvekslingsprocedurer udgør den største risiko for patienten af ​​mulige infektioner. Specielt ved plasmaferese ud over uønskede lavmolekylære komponenter, såsom autoantistoffer eller patologiske proteiner, fjernes vitale komponenter såsom koagulationsfaktorer fra plasmaet. Koagulationsfaktorerne produceres i leveren og kan ikke reproduceres så hurtigt som de fjernes ved plasmaseparation.

I mange tilfælde er det derfor nødvendigt at tilføje kunstige koagulationsfaktorer til det rensede plasma, så blodets koagulationsevne ikke forringes. Patientens permanente blødningstendens gennem terapeutisk plasmaudveksling skal forhindres. For kun at være i stand til at filtrere visse fraktioner af individuelle proteiner under processen, kræves særlige semipermeable membranplasmaseparatorer.

In vitro-membranforsøg kan bruges til at bestemme nøjagtigt, hvilke molekylstørrelser der kan passere gennem membranen, og hvilke der er tilbageholdt inden brug på patienten. Ved plasmaferese foregår både blodprøven og returtransfusionen via den samme venøse adgang, for eksempel i en blodåre i armen. Ved hver returtransfusion, reinfusion, gives patienten ikke kun det oprensede plasma, men også de cellulære komponenter, dvs. de forskellige blodlegemer.