Vi forklarer, hvad retspraksis er, dens oprindelse, typer og karakteristika. Derudover dens betydning i dommernes afgørelser.
Hvad er retspraksis?
Jura er den doktrin oprettet af de retlige organer i en Tilstand, gennem sine gentagne retsafgørelser i vejr. I visse tilfælde sammenhænge, Det kaldes også retspraksis til videnskab hvad han studerer ret eller til filosofi loven, selvom denne brug af udtrykket, i det mindste på spansk, anses for at være ude af brug.
Jurisprudens er forståelsen og fortolkningen af juridiske normer baseret på tidligere domme afsagt af officielle organer i Fuldmagt af en nation. For at forstå, hvordan de nuværende regler i et retssystem fungerer, er det med andre ord nødvendigt at gennemgå, hvordan de blev anvendt tidligere.
Retsvidenskaben forener og integrerer retssystemet, for så vidt det har værdi som kilde til positiv lov. Det er med andre ord en formel kilde til kontinental ret, men dens praktiske værdi kan være større eller mindre afhængigt af sagen, hvilket forhindrer den samme retssituation i at modtage forskellige fortolkninger fra forskellige domstole eller af den samme på forskellige historiske tidspunkter.
Det er af denne grund, at retspraksis studeres i et diakront perspektiv, det vil sige historisk, da dette giver os et bedre overblik over den måde, hvorpå love anvende, end blot at gennemgå den skriftlige lovtekst.
I angelsaksisk lov går dens oprindelse tilbage til tiden for Vilhelm I af England (ca. 1028-1087), med tilnavnet Vilhelm "erobreren". Han var den første engelske konge af normannisk oprindelse, som distribuerede dommere over hele landet for at etablere ideen om, at Retfærdighed den kom fra monarken, selvom man samtidig mente, at den udgik fra Gud. På denne måde kunne man påtvinge en måde at fortolke almindelige lov på trods afstanden.
Kendetegn ved retspraksis
Juraen er karakteriseret ved følgende:
- Den består af en samling domme og fortolkninger fra officielle juridiske organer, såsom Højesteret eller Højesteret, for eksempel. De organer, der har ansvaret for at udstede retspraksis, er omfattet af rets system af hver nation, det vil sige i dens Magna Carta.
- Den er dannet ud fra alle domstolenes afgørelser og afgørelser på en sådan måde, at en dommers afgørelse ikke kun opfylder en umiddelbar, men også fremtidig rolle. Derfor betyder "etablering af retspraksis", at en dommer skaber præcedens for fremtidige retsfortolkninger.
- Det betragtes som en formel retskilde, selvom det opfylder denne rolle fra et ret pragmatisk synspunkt. I angelsaksisk ret anses det for eksempel som en hovedkilde, kaldet Almindelig lov, og dommerne forventes at undersøge og kende fortidens sætninger i stedet for at holde sig til bogstaveligheden af en skriftlig regel.
- Den opfører sig i overensstemmelse med bestemmelserne i den nationale forfatning og nationale retssystemer, så den kan variere i henhold til den specifikke nation og juridiske tradition.
- Tidligere var det navnet, der blev brugt til at henvise til retsfilosofien eller juridiske videnskaber.
Typer af retspraksis
En dommer kan beslutte, at en lov er uanvendelig på visse kendsgerninger.
Vi kan tale om følgende typer retspraksis, differentieret efter deres status i forhold til loven:
- Retsvidenskab mod legem. Når den bestemmer resultater i strid med loven. Dette er kun muligt i visse retssystemer, hvor retspraksis netop ligger over, hvad der står i loven.
- Deformerende retspraksis. Når det er udstedt at anvende en lov på en anden sag end den sag, den var tiltænkt, hvorved det forstås, at loven er blevet "deformeret".
- Ophæve retspraksis. Når du katalogiserer evt lovgivning eller handle som forfatningsstridig og derfor ugyldig. Det handler ikke om at annullere en skriftlig lov, men om dens faktas uanvendelighed.
- Plenarretspraksis. Når det kommer fra en domstol eller et plenum, det vil sige en, der samler alle dommerne i samme.
- Restriktiv retspraksis. Når du fortolker en lov på en sådan måde, at dens anvendelse er begrænset eller begrænset.
Betydningen af retspraksis
Jurisprudens er et nøglebegreb i juridisk praksis, da det tillader dannelsen af nødvendige juridiske kriterier for dommere. De handler altså ikke mekanisk, følger loven til punkt og prikke, men kan fortolke den, betragte den i lyset af deres egne historie og lokal lovgivnings historie.
Det er særligt vigtigt, når man står over for behovet for at træffe beslutninger, der ikke fremgår af den skriftlige lov. I sidste ende, hvis det var så nemt som at følge en retningslinje eller en skriftlig regel, ville der ikke være behov for, at dommere fortolkede den og besluttede, hvordan den gælder for den sag, de behandler.
Af denne grund tillader retspraksis en dommer ikke kun at handle for at levere retfærdighed i en specifik og nuværende sag, men også at føle vigtige præcedenser for hans nations juridiske fremtid. I en dommers afgørelse tages der derfor hensyn til fremtidige situationer, hvor nævnte lov skal fortolkes igen.