Furosemid

Som Furosemid kaldes en loopdiuretikum. Lægemidlet har en vanddrivende virkning og bruges til ødemer eller for højt blodtryk.

Hvad er furosemid?

Den aktive ingrediens furosemid hører til gruppen af ​​medikamenter kendt som loop diuretika. Disse har egenskaben ved at udskille større mængder vævsvæske fra kroppen, hvilket gøres ved at hæmme et transportprotein i nyren.

Diuretiske medikamenter blev givet i form af toksiske kviksølvforbindelser allerede i 1919. Først i 1959 udviklede det tyske firma Hoechst en aktiv ingrediens kaldet furosemid, som var kviksølvfri. Furosemidpatentet blev registreret i 1962, så stoffet blev snart brugt.

Indtil i dag er furosemid et af de mest kraftfulde vanddrivende medikamenter.

Farmakologisk virkning

Furosemid har en stærk og hurtig virkning. Dette opnås ved at blokere transportprotein-Na-K-2CI-cotransporter inden i nyren eller den stigende del af Henles sløjfe.

På grund af blokeringen hæmmes optagelsen af ​​vand, chlorid, natrium og kalium. På denne måde dannes mere urin, som derefter udskilles mere. Dette fører igen til en hurtig nedbrydning af vandretention i kropsvæv.

Afhængig af den anvendte dosis kan furosemid stimulere den hormonelle kontrol med urinproduktionen. Denne virkning er vigtig i behandlingen af ​​funktionelle forstyrrelser i nyrerne.

Furosemid er også i stand til at sænke højt blodtryk. Til dette formål stimulerer medikamentet udskillelsen af ​​bordsalt (natrium). Da furosemid også dilaterer blodkarene, kan det stimulere blodtilførslen til nyrerne. I tilfælde af en svag hjertemuskulatur fjerner furosemid belastningen fra hjertet. For eksempel udvider venerne trykket til at falde, hvilket har en negativ effekt på hjertet.

Hvis furosemid administreres intravenøst, kan store mængder vand på op til 50 liter pr. Dag flygte ud fra organismen.

Cirka to tredjedele af diuretikum med sløjfe absorberes i blodet via tarmen. Leveren metaboliserer omkring 10 procent af den aktive ingrediens. Kroppen udskiller resten af ​​mængden igen uden ændringer, der forekommer i afføring og urin. Efter ca. 60 minutter har omkring 50 procent af furosemidet forladt organismen.

Medicinsk anvendelse og anvendelse

Furosemid bruges til behandling af ødemer (vandretention i vævet) på grund af hjertesygdomme, højt blodtryk, leversygdomme såsom levercirrose, nyrefunktion, en vandmage (ascites) eller alvorlige forbrændinger.

Furosemid kan også bruges mod lungeødem, da det skyller væsken hurtigt og effektivt ud. Sløjfe-diuretikum betragtes også som nyttigt til at forhindre akut nyresvigt.

Furosemid kan bruges både på kort sigt og som en del af langtidsbehandling. I de fleste tilfælde gives lægemidlet i form af tabletter eller kapsler, der frigiver den aktive ingrediens på en forsinket måde. Infusion er også mulig.

Tablettene tages om morgenen på tom mave med vand. Højere doseringer kan spredes over hele dagen og indtages flere gange. Den anbefalede dosis varierer mellem 40 og 120 mg om dagen. I nogle tilfælde kan en dosis på op til 500 mg dog være nyttig.

Hvis der gives behandling mod forhøjet blodtryk, kombineres furosemid normalt med andre antihypertensive lægemidler. Denne proces øger effektiviteten og reducerer bivirkninger.

Du kan finde din medicin her

Risici og bivirkninger

Cirka en ud af ti patienter oplever uønskede bivirkninger efter at have taget furosemid. Disse inkluderer primært døsighed, apati, blodtryksfluktuationer ved ændring af kropsposition, tørst, appetitløshed, øget udskillelse af urin, muskelsvaghed, hjertearytmier, unormale fornemmelser i nerverne, delvis lammelse og flatulens.

Derudover kan det føre til udtalt hudbetændelse, rødme, udslæt, lysfølsomhed og kramper. I sjældne tilfælde forekommer svimmelhed, hovedtryk, muskelspænding, mundtørhed, høreproblemer, mave-tarmproblemer, anæmi, gigtangreb (med tidligere eksponering), kløe og betændelse i bugspytkirtlen.

I værste tilfælde kan furosemid forårsage et for lavt blodvolumen, dehydrering af kroppen og kredsløbskredsløb. En ældre trombose er også mulig hos ældre.

Kontraindikationerne for furosemid inkluderer et kraftigt fald i kalium i blodet, svær leverdysfunktion forbundet med bevidsthedstab, nyredysfunktion, hvor der er en mangel på urinproduktion, og overfølsomhed over for lægemidlet eller kemisk relaterede stoffer såsom trimethoprim eller sulfonamider.

Hvis patienten lider af gigt, diabetes mellitus (diabetes), indsnævrede koronararterier, proteinmangel, urinstrømningsforstyrrelser, cirkulationsforstyrrelser i cerebrale kar, nyrefunktion og svind i leveren, skal han udvise særlig forsigtighed under furosemidbehandling. I tilfælde af en urinstrømningsforstyrrelse, bør en fri strøm af urin garanteres, ellers er urinblæren i fare for overdreven.

Under graviditet tilrådes det at tage furosemid kun i ekstraordinære tilfælde. Behandlingen må ikke vare i lang tid. I dyreforsøg blev fostrene f.eks. Beskadiget af furosemid. Da den aktive ingrediens har en negativ effekt på blodcirkulationen i morkagen og livmoderen, kan vækstforstyrrelser i barnet ikke udelukkes. Furosemid må ikke tages under amning, da midlet går over i modermælk, hvilket igen skader babyen.

I tilfælde af for tidlig fødsel er der en risiko for dannelse af nyresten i barnet ved indgivelse af furosemid. Af denne grund skal nyrerne kontrolleres regelmæssigt med medicinsk ultralydundersøgelse.